Etiopien November 2007
Turen gik til Addis Ababa d. 11. november 2007. Min bror og jeg skulle ned og mødes med vores kaffeforbindelser fra firmaet Trabocca i Addis. Vi besøgte vores handelskollegers kontor i byen, vi mødte chefen og fik en god snak med vores etiopiske kollega om, hvad de har gjort for at raise the bar / hæve niveauet på adskillige områder eksempelvis: bærsortering, efterhøstbehandling og sporbarhed. Derudover cuppede vi tre kaffer fra den høst, som knapt nok var startet. Det var fascinerende at smage en etiopisk kaffe på så tidligt et stadie. Vi cuppede to vaskede kaffer med navne, vi desværre ikke måtte kende på dette spæde tidspunkt. Dette var på grund af, at disse kaffer var de nyeste i Traboccas forsøg på at eksperimentere med sortering og samtidigt hæve niveauet for etiopisk specialkaffe. De to vaskede kaffer var utroligt rene, havde en fabelagtig aroma i retning af abrikos men var stadig ikke helt færdigudviklede, da det var de første prøver fra den nye høst. Derudover smagte vi en Grade-2(sorteringsgrad 2) uvasket sidamo, hvilket er meget sjældent – det kommer vi forhåbentligt til at se mere til.
Vi besøgte deres eksportmølle - også kendt som drymill – samt deres lager i udkanten af Addis, som var opført for kun seks måneder siden. Trabocca deler stedet med en konventionel producent (ikke specialkaffe), men det er deres eget lager. Denne eksportmølle har alt, hvad det kræves af moderne udstyr for at sortere kafferne, så kun de ypperligste bønner er tilbage. Udover det mere udbredte sorteringsudstyr, imponerede de os også ved at anvende et såkaldt Electronic Eye. Dette udstyr bruges til at finde defekte bønner, hvorefter de bliver efterset manuelt.
Etiopien er et meget ugennemsigtigt land, men på dette splinternye lager vil de gøre alt, hvad de kan for at adskille hver enkelt variant, så de lettere kan spore den enkelte kaffe, når vi – købere – har et særligt ønske. De kan på denne måde finde frem til kaffens præcise stykke bjergside og eksempelvis forhøre sig hos bonden om specielle dyrkningsmetoder.
Vores kolleger leverer træning til de farme / kooperativer, de handler med, fra agrikultur til bæredygtighed og forretningsspørgsmål. Det var en lærerig og meget givende oplevelse at møde de ansatte, se arbejdsbetingelserne og det høje kvalitetsniveau.
Nogle dage senere besøgte vi to kooperativer i Yirgacheffeområdet – sikke et syn! Vi fik fortalt, at det estimerede tal af udgående kaffe fra Yirgacheffe ligger langt over dét, der kommer fra kooperativerne. Tidligere har man haft den tiltro at ved køb af Yirgacheffe kaffe, var man sikret topkvalitet, men nu er der også mange blandingsprodukter
fra området, så man skal undersøge det nærmere.
Det første kooperativ samt wetmill / de-pulper lå i 2100 moh (de-pulper er maskinen, hvor kaffebær smuttes ud f frugtkødet og sorteret efter størrelse og modenhed). Der var en vidunderlig udsigt over kaffetræer, banantræer og frodigt buskads.. African Raised Beds, hvorpå kaffen tørres, lå henover landskabet som et slags antikt, græsk amfiteater, klar til at modtage den nye høst.
Møllens behandlingsstationer fungerede under struktur men arbejdede i harmoni ned de naturlige omgivelser. På denne wetmill hilste vi på manageren, en agronom og de økonomisk ansvarlige, og alle virkede meget engagerede. Denne personlige kontakt med de mennesker, der havde viet deres liv til specialkaffedyrkningen, var en øjenåbner af format. Der er uendeligt langt fra den lille farmer, der i denne mølles tilfælde producerede noget i nærheden af 300kg bær pr. høst, til kunden, der nyder den gyldne kop. Det får én til at indse, at det må være enhver specialkafferisters mål at mindske denne afstand. Da vi nåede den anden mølle, var det allerede blevet mørkt, men vi fik dog at se, hvordan deres wetmill langsomt blev sat i gang og derefter adskilte de perfekt modne bær fra de medium-modne til de egentlig over/under-modne. Et herligt syn. Bonden får sin betaling og registreres, så man – som tidligere nævnt – kan spore netop denne produktion.
Én af de første dage i Addis var én af de få, hvor vi nåede at være lidt kulturelle. Vi tog på deres nationalhistoriske museum, hvor vi så den populære fortidskvinde ’Lucy’, der var 3,2 millioner år gammel! Vi stødte derefter på nogle unge mennesker, der inviterede os på en studentercafé til ’buna’, etiopernes kafferitual. En kvinde tændte røgelsespinde, tog nogle rå bønner, vaskede dem, kværnede dem, ristede dem og serverede dem og SLURP! Det var sjovt at se, at de var deres normale måde at drikke kaffe på, en hel ceremoni for at indtage lidt kaffe - og det smagte faktisk fint. Det siger alt sammen lidt om respekten for de ædle bønner i et land, som er blandt de fattigste i verden. Senere på ugen oplevede vi ligeledes dette ritual. Så det var åbenbart den gængse måde at tilberede kaffen på.
Etiopien, kaffens moderland og rødderne af menneskeslægten, var et overvældende møde, hvor en gennemsnitlig espresso smager bedre end den gør på mange caféer i f.eks. Berlin eller Paris (pga. 0% robusta, som slet ikke dyrkes i landet); her gemmer sig uanede mængder af unikke smagsoplevelser. Jeg er glad for at have været der og fået den viden, at selv om man køber kaffe fra enkelte områder som Yirgacheffe, kan der indenfor dette område være ligeså stor og farverig mangfoldighed som i resten af verden. Etiopien må være ét af de lande - hvis ikke nr. 1 - med den mest udfordrende smagspalet.
Ja, jeg elsker etiopisk kaffe!
